Vinskole

Madhusets Vinskole

Vinskolen er for dig som har lyst til at sætte 5 aftener af til en spændende oplevelse i vinens verden. Kom og bliv klogere på vin og lær at forstå, hvorfor og hvordan man drikker vin.

1. lektion: Hvad er vin?
Vi snakker om, hvordan man laver vin, vinens oprindelse, hvordan man smager på den, og hvad god etikette omkring vin er. Vi smager 2 hvide og 2 røde vine undervejs og bliver introduceret til et klassisk smageskema.

Vinlektier til næste gang:
Smag Chardonnay fra 2 forskellige lande og snak om, hvordan de adskiller sig, og hvor de er ens.

2. lektion: 5 kendte druer
Vi skal smage 5 af de mest kendte druesorter, snakke om deres oprindelse og specifikke egenskaber. Hvordan kan man smage, at det netop er den drue, og hvordan adskiller man smagene inde i munden? Vi tager også så småt hul på sammensætningen af mad og vin.

Vinlektier til næste gang:
Prøv Merlot sammen med f.eks. rejer og med et stykke stegt kød og bedøm forskellen i smagen. Hvordan udvikler den sig og hvorfor?

3. lektion: Vin og mad
Vi snakker om, hvordan smagsorganerne fungerer og diskuterer, hvilken funktion vinen har sammen med maden. Vi skal ikke smage så mange forskellige vine, men smage de samme vine med forskellige småretter til.

Vinlektier til næste gang:
Åbn en flaske Bordeauxvin og bedøm med smageskemaet, lad den stå i glasset i 3 timer og smag igen. Hvad er der sket med vinen?

4. lektion: Stor og lille
Vi skal smage forskellen på basisvin og topvin, snakke om enkeltmarksprincipperne og tage lidt hul på regelsæt omkring vinlovgivning. Vi skal også snakke opbevaring af vin, opstart af vinkælder og indmeldelse i vinklub.

Vinlektie til næste gang:
Find en vin på en drue du aldrig har smagt eller hørt om før. Fortæl om oplevelsen.

5. lektion: “Gallamiddag”
Vi samles til en afsluttende middag, hvor vi selvfølgelig også skal have god vin til maden.